Motiveringstale af Formand for priskomiteen Gunnar Schiøler


Forskerprisen er på kr. 100.000. Hvert år henvender Vanførefonden sig til landets universiteter og forskningsinstitutioner og anmoder om forslag til kandidater til forskerprisen, og hvert år kommer der mange gode forslag. Gunnar Schiøler havde atter den store glæde at uddele forskerprisen og sagde bl.a.

”Endnu engang har jeg den glæde og fornøjelse at stå her for at give Vanførefondens Forskerpris til en person, der har medvirket til at gøre tilværelsen lettere for mennesker med fysiske handicap.

Fysisk handicap kan være så mange ting, og det betyder også, at vi – heldigvis da – hver år får indstillinger af forskere, der beskæftiger sig med vidt forskellige områder. Det kan være alt fra grundvidenskabelige studier til forklaring og forebyggelse af specielle medfødte handicap til udvikling af bedre hjælpemidler, bedre tilgængelighed og bedre behandlingsmetoder.

Også i år spænder de emner, der er begrundelserne for de indstillinger, vi har fået, meget vidt. Det er meget opmuntrende hvert år at se på hvor mange steder og på hvor mange forskningsfelter, der arbejdes med emner, der vedrører fysiske handicap og måder til at minimere de konsekvenser, fysiske handicap får for de enkeltindivider, der rammes.

De indstillinger, som vi har kunnet glæde os over i år, berører så forskellige emner som sygdomsforskning, arbejdsmarkedsforhold, forskellige former for nedbrydning af kommunikationsbarrierer, genoptræning og rehabilitering.

Og det er inden for det sidste af disse områder, vi har kunnet finde årets modtager af forskerprisen, idet priskomiteens valg er faldet på  seniorforsker, ergoterapeut, ph.d. Tove Borg, som er ansat ved Forskningsenheden på Hammel Neurocenter. Desuden fungerer Tove Borg som ekstern lektor både ved Syddansk Universitet og Århus Universitet tilknyttet masteruddannelserne i henholdsvis Rehabilitering og Humanistisk Sundhedsforskning og Praksisudvikling.

Hun er uddannet som ergoterapeut og har fået sin videreuddannelse både her i landet og i Sverige og USA og endelig i 2003 ph.d. -uddannelse fra Ålborg Universitet afsluttet med afhandlingen: ”Livsførelse i hverdagen under rehabilitering”.

Kære Tove Borg

Det er i sandhed et imponerende curriculum, der følger med de indstillinger, vi har fået uafhængigt af hinanden fra Syddansk Universitet og fra Hjælpemiddelinstituttet. To indstillinger, der tydeligt viser os, at din indsats som forsker værdsættes højt både i det akademiske forsknings- og undervisningsmiljø og i den del af vort hjemlige univers, der samler og formidler viden fra forskning og udvikling for at nyttiggøre den bedst muligt for mennesker med funktionsnedsættelser.

Din afsluttende opgave på ph.d.-studiet er en på alle måde stor præstation. Det har været et tidskrævende og kompliceret arbejde at færdiggøre det, og resultatet er fysisk en stor bog på omkring 400 sider, og et meget vægtigt bidrag til forståelse af mål og midler i rehabiliteringen.

Du har både i din forskning og i din øvrige virksomhed sat fokus på den enkelte person – i nogle sammenhænge siger vi patient – og vedkommendes hverdagsliv. Dit fokus er på det liv den enkelte skal leve efter rehabilitering og forhåbentlig også med støtte i den. Du har vist, at det har den allerstørste betydning for både indhold og proces i rehabiliteringen og dermed også for både personens fremtid og det udbytte, de professionelle ønsker at se af deres indsats, at brugeren inddrages aktivt i hele forløbet.

Din forskning har haft en ganske betydelig gennemslagskraft ud over landet og sat sig tydelige spor for udviklingen af dansk rehabilitering.<//font>

Og dette skyldes jo ikke mindst, at du udover din stadige forskningsiver besidder både rige evner og stor energi som underviser. Du har gennem hele din karriere arbejdet for at højne standarden ikke blot blandt kolleger, men også hos andre aktører i rehabiliteringsfaget. Ved siden af din stilling som forsker på Hammel har du to eksterne lektorater at se til, men formår desuden at give din viden og erfaring videre på talrige kurser og faglige konferencer. At heller ikke sundhedsvæsenets myndigheder bliver snydt for din ekspertise, som du stiller til rådighed i det ene udvalg eller arbejdsgruppe efter den anden, kan vi jo alle kun glæde os yderligere over.

I disse år ser vi desværre en tendens til, at rehabiliteringen ikke overalt får de rammer og muligheder, der kan give de bedste resultater – uanset om det drejer sig om den rehabilitering, som hører hjemme i sundhedssektoren eller den videre rehabilitering til arbejdsmarkedet og en selvstændig og uafhængig tilværelse for den enkelte. Dine resultater viser, at vi skal arbejde med en fælles indsats sammen med brugerne og anvende vores kræfter på de individuelle behov og ønsker, Det er ikke tilstrækkeligt at nøjes med stereotype standardprogrammer, som glemmer at ikke to af os er ens.

Hvis vi alle virkelig var ens, så havde vi ikke haft kloge og dygtige fornyere som dig, som kan tænde lys forude i den aktuelle mørke ”reform-tunnel”.  Til lykke med prisen!”

Vandmærke af Vanførefondens logo