Artikel fra Vanførefondens årsberetning 2003/2004
Af: Seniorforsker Steen Bengtsson
Modtager af Vanførefondens Forskerpris år 2003
Det er lidt af et tilfælde at jeg er kommet til at beskæftige mig med handicap, og nu har tilbragt mere end ti år med at forske i social politik og handicap. Jeg har altid interesseret mig meget for anvendt samfundsforskning, men da jeg søgte ind på Socialforskningsinstituttet stod der noget om flygtninge og indvandrere på opslaget. Få måneder efter var der imidlertid kommet et projekt om førtidspension, og jeg blev spurgt om jeg ville stå for det.
Projektet drejede sig om der var forskel på hvordan de femten daværende regionale revaliderings- og pensionsnævn bedømte ansøgningerne om førtidspension. Det var der, og det overraskede vel heller ikke nogen. Projektet viste imidlertid også noget andet som slet ikke havde indgået i problemstillingen, men som vakte stor interesse overalt: der var en betydelig variation mellem kommuner, som tydede på at kommunernes sagsbehandling havde stor indflydelse på hvor mange førtidspensioner de "producerede". Og det til trods for at kommunerne ikke havde nogen kompetence til at afgøre om folk fik tilkendt førtidspension - den lå dengang i de omtalte regionale nævn.
Af den grund blev det ene lille projekt, som var min debut på instituttet, til fem år med forskellige projekter om førtidspension. I de følgende projekter gjorde jeg mig også tanker om pensioneringen kunne hænge sammen med det faktum, at staten betalte pensionerne fuldt ud. Da jeg spurgte mig for i Socialministeriet om refusionsprocenter på forskellige sociale ydelser, var der ingen der kunne sige noget om det. Det tog ministeriet to uger at fremstille et notat om emnet.
Det er ret utroligt at tænke på efter et årti hvor refusionsprocenter har spillet en betydelig rolle i politikken. Det er næppe for meget at sige at de har været et af de vigtigste instrumenter i aktivpolitikken i forbindelse med førtidspension.
Førtidspensionsundersøgelserne fik stor betydning for politikken på det område. Allerede i 1989 sluttede socialministeriet og kommunernes landsforening en aftale om at udjævne refusionerne så de blev på 50% for alle forsørgelsesydelser, og i løbet af halvfemserne fik kommunerne en række instrumenter til at aktivere og revalidere, ligesom de lidt efter lidt fik overdraget kompetencen til at tilkende førtidspension. Den politik førte til at antallet af tilkendelser sank fra 1996. Jeg har regnet ud at det har indtil nu sparet det offentlige for 30 mia. kroner i pensioner, og alene de speciallægeerklæringer der spares med det mindre ansøgertal som vi nu har ville koste mere end SFI's samlede budget på 100 mio. Undersøgelserne har også inspireret den seneste førtidspensionsreform. Med den har man fastholdt målet om aktivering, men man er ikke gået tilbage til medicinske kriterier for tilkendelse. Erfaringerne fra Holland og Sverige viser nemlig at det ikke giver nogen særlig begrænsning i antallet af tilkendelser. Der er ingen tvivl om at alt for mange mennesker der modtog langvarige forsørgelsesydelser blev opgivet uden videre og ekspederet ud med en førtidspension uden der blev gjort et alvorligt forsøg på at finde ud af om de kunne klare et job, dengang i firserne. Nu er der til gengæld meget der tyder på at aktiv politikken er gået over gevind. Folk som der ikke er en chance for at få i job nogen sinde aktiveres med store omkostninger til følge. Men sådan går det som regel i politik. Intet er sværere end at finde den gyldne middelvej mellem for lidt og for meget.
Et par år først i halvfemserne var jeg socialpolitisk konsulent i De Samvirkende Invalideorganisationer. Det gik op for mig at den ældre generation af formænd - som dengang endnu sad på en betydelig magt i organisationerne - var imod at der blev forsket i handicap fra en social synsvinkel. Det syntes man var stemplende, man syntes ikke handicappede skulle gøres til genstand for særlig interesse og have deres forhold beskrevet. Med det generationsskifte der er sket i halvfemserne ser det nu helt anderledes ud. Nu er der interesse for at der forskes i handicappedes vilkår og forhold i samfundet. Jeg tror denne interesse har været afgørende for, at der siden sidst i halvfemserne har været flere midler til denne forskning end tidligere, selv om vi langtfra har nået samme niveau som i Norge og Sverige. Jeg tror også det er en fordel for mennesker med handicap, at forholdene således bliver beskrevet.
11995 støttede Vanførefonden en undersøgelse af handicappedes levevilkår. Undersøgelsen blev designet så den især belyste beskæftigelse og anvendelse af offentlige servicer, to områder hvor man kunne forestille sig der var særlig store problemer. Det viste sig også at være tilfældet. Der var en gruppe handicappede der ikke var i beskæftigelse, som ønskede at komme i arbejde, og som mente det ville være nødvendigt med skånehensyn hvis dette skulle være muligt. Dette resultat blev brugt som argument da ordningen med fleksjob blev vedtaget nogle år senere. Det viste sig endvidere at mange handicappede var meget utilfredse med den kommunale sagsbehandling. Det er et alvorligt problem, for den moderne indsats er individuel og den enkelte skal derfor tid have sine forhold bedømt. Dette er der endnu ikke gjort noget ved, men vi har forsket lidt mere i det.
Her tænker jeg på de undersøgelser af forældre til børn med handicap, som jeg gennemførte i årene 2000-2003. Fokus var her på forældrenes møde med det offentlige system: fik forældrene en god modtagelse når de kom angående deres handicappede børn, hvad syntes de fungerede godt og hvad syntes de fungerede mindre godt i den offentlige indsats? På det spørgsmål fik jeg i første omgang svar fra 400 forældre. De ledte på sporet af hvad der betyder noget for familier med handicappede børn. Det viste sig at mange syntes det var svært at komme ind i systemet, de fik ikke information nok, de syntes ikke de offentlige tilbud blev koordineret men var ofte selv tvunget til at være koordinatoren, og sidst men ikke mindst, den person de fik som sagsbehandler var meget vigtig.
En kvalitativ undersøgelse er god til at få et billede af en problematik, og de personer det angår kan genkende sig selv og deres situation. Politikerne vil imidlertid stille spørgsmål som, er det typiske problemer, hvor mange personer angår det egentlig? De vil også gerne have at vide hvad der forårsager problemerne og hvad der kan hjælpe på dem. Til det skal man bruge en kvantitativ undersøgelse. Når man kombinerer de to metodikker får man en virkelig stærk design. Den kvalitative undersøgelse er nødvendig som grundlag for at stille mere kontante spørgsmål idet man får en vis sikkerhed for, at de kommer til at handle om noget som betyder noget for folk. Den kvantitative kan ikke alene give tal, men også gøre det muligt at vurdere mange forhold bedre.
Derfor fortsatte forældreundersøgelsen med et spørgeskema som blev besvaret af 635 forældre i fire kommuner. Analysen af disse besvarelser bekræftede indtrykket fra den første del af undersøgelsen, men den gav også nogle flere nuancer. Således syntes forældrene de manglede information, og det var en vigtig grund til deres utilfredshed med kommunens indsats. Men der var ikke den sammenhæng man så skulle have ventet mellem dette forhold, og hvilken sagsbehandler forældrene havde. Det ser altså ud til at forældrenes mangel på information ikke er noget som kommunen kan informere sig ud af. Mange forældre har også mistro til den information de får fra kommunen. Det der kan få dem til at føle sig oplyste og trygge ved deres situation er nok snarere at lære andre forældre med handicap at kende, og på den måde få mere dagligdags viden.
Den kvantitative undersøgelse gav mulighed for at vurdere betydningen af, hvilken sagsbehandler forældrene havde. Det var der også meldinger om i de kvalitative svar, men de kom ikke så hyppigt som bemærkningerne om information og koordinering. Men når man direkte kunne sammenholde oplysninger om forældrenes sagsbehandler med deres vurdering af den offentlige indsats, var der slet ingen tvivl om at sagsbehandleren var den vigtigste determinant. Det er et forhold som er meget lidt undersøgt, men meget tyder på, at den person der repræsenterer den offentlige myndighed har en betydning som er helt afgørende, både for en gnidningsfri kommunikation mellem borgere og myndigheder, og for at borgernes egne kræfter kommer i spil. Det bedste for borgerne er jo også, at .man oplever selv at være med til at løse problemerne.
I Danmark har vi en god tradition for at politik og samfundsforskning virker sammen. Dog må man sige at netop på området handicap er vi ikke nær så godt med som de andre skandinaviske lande. I forhold til den økonomi der er i området burde der være et handicap forsknings miljø på alle vore universiteter. En vis konkurrence mellem sådanne miljøer vil helt givet gavne denne forskning. Når man sætter projekter i udbud burde det være et naturligt krav, at de gik til steder der satser på en kompetenceopbygning i handicapforskning. På den måde ville udbudssystemet også bidrage til at der kom konkurrence, hvad det kun i ringe grad gør i dag. Der er nemlig ingen tvivl om at forskning, og især forskning der skal anvendes i forbindelse med politik, trives bedst hvis der er en levende konkurrence.
Litteratur:
Bengtsson, Steen, (2002). Bestemmer kommunen om du får førtidspension? København: SFI rapport 02:15.
Bengtsson, Steen (1997). Handicap og funktionshæmning i halvfemserne. København: SFI rapport 97:1.
Bengtsson, Steen og Middelboe, Nina (2001): "Der er ikke nogen der kommer og fortæller, hvad man har krav på - forældre til børn med handicap møder det sociale system". København: SFI rapport 01:1.
Bengtsson, Steen & Wiene, Janika & Bak, Christina (2003): Lyttemøde modellen. København: SFI rapport 03:16.
Til toppen
