Tale af bestyrelsesmedlem Gunnar Schiøler ved uddelingen af Vanførefondens Forskerpris 2005.
Igen står jeg her og skal motivere uddelingen af Vanførefondens Forskerpris. Og i år sker det til med i særligt festlige omgivelser og i en særlig festlig anledning – Vanførefondens 50 års jubilæum på byens traditionsrige rådhus.
Hvert år , når vi spørger universiteter og andre forskningsmiljøer, viser det sig, at der er heldigvis er forskere inden for mange forskellige forskningsdiscipliner, der arbejder med projekter, der har betydning for at forebygge eller mindske risikoen for at mennesker bliver belastet af et fysisk handicap – og hvis det sker, da at gøre tilværelsen lettere og mere ligeværdig for dem. Således også i år, hvor vi har modtaget indstillinger fra mange sider.
Men selvom der er flere gode kandidater til prisen også i år, skal vi jo ende med at finde en prismodtager. Valget er i år faldet på
Overlæge, dr.med. Peter Uldall
Peter Uldall arbejder nu på Rigshospitalets børneafdeling, men har en lang og god karriere, så han i dag må betegnes som en vores allerbedste neuropædiatere – dvs. han er specialist i sygdomme i nervesystemet hos børn. Hans forskningsfelt er altså inden for sygdomme, der er skyld i en meget stor del af de bevægelseshandicap som rammer børn – ofte lige fra fødslen eller endda før.
Før Peter Uldall blev overlæge på Rigshospitalet i 1997 var han igennem en bred uddannelse både her og i udlandet. I 1982 blev han overlæge på Kolonien Philadelphia epilepsihospital for så fem år senere at komme til Rigshospitalet, hvor ikke mindst børn med cerebral parese blev hans hovedarbejdsområde – både i patientbehandlingen og i forskningen,
Vi er meget glade for, at vi år kan give dig Vanførefondens Forskerpris. Det vil føre meget vidt at berette om alt hvad du har beskæftiget dig med i dit lægeliv. I dag vil jeg koncentrere mig om det der har vejet tungt, ja, vel tungest i vores beslutning om at give dig året pris – nemlig din indsats for Cerebral Parese Registeret, som er et af Danmarks internationalt højt respekterede sygdomsregistre.
Det er nu mange år siden, at man begyndte at lave ikke et men to registre - et i Vestdanmark og et i Østdanmark - over børn med cerebral parese. Det østdanske var placeret i Spastikerforeningen, men for 10 15 år siden var de begge ved helt at forsvinde. Men så kom du til og fik genrejst det østdanske register, og ikke nok med det. Du fik det overflyttet til DIKE i 1991, så det nu er sikkert og kvalificeret placeret i Statens Institut for Folkesundhed og dermed et sted, hvor det kan fungerer som det forskningsværktøj, der hele tiden har været målet og meningen med det. Registeret er nu landsdækkende og rummer fra 1997 alle børn, der fødes med cerebral parese.
Du kan med alt mulig grund være stolt denne indsats. Registre af denne type er uvurderlige i forskningen – og Danmark har bedre betingelser for at forske på dette felt end de fleste andre lande i verden.
Også dette har du været med til at præge – både i din egen forskning og gennem de snart mange unge forskere, der arbejder under din vejledning med den meget viden der ligger gemt i registeret. Mange artikler er baseret på registeret og ikke færre end 3 ph.d. afhandlinger er det også blevet til i den relativt korte tid man har kunnet følge registerets fødselskvorter.
Lad mig nævne nogle enkelte:
En af afhandlingerne handler om den sociale langtidsprognose for børn med cerebral parese. Det er vel ikke alt for opmuntrende fund der blev gjort i dette studie med hensyn til indpasningen i skole og voksenliv, men netop den slags studier giver viden om, hvor omgivelserne eller samfundet svigter, og dermed et udgangspunkt for at gøre det bedre i fremtiden
En anden afhandling har vist en klar sammenhæng mellem den øgede overlevelse for for tidligt fødte børn og forekomsten af cerebral parese – også noget der må give anledning til eftertanke.
I et ret usædvanligt internationalt projekt beskrives livskvalitet og deltagelse i samfundslivet blandt 600 børn i EU – heraf 85 fundet ved hjælp af Cerebral Parese Registeret.
Adskillige andre studier kunne nævnes, men lad mig blot slutte her med at nævne, at du også har kunnet påvise at forekomsten af cerebral parese i Danmark totalt set er faldende efter at have toppet i 1986. Det er under alle omstændighed god og glædelig viden at få.
Når jeg så tilføjer, at du ikke blot er en verdens fjern akademisk forsker men også bruger din store viden i det daglige kliniske arbejde med patienterne, har jeg har vist sagt tilstrækkeligt – også tilstrækkeligt til at alle kan føle sig overbevist om, at vi har valgt en fremragende forsker som årets prismodtager – og ikke mindst en forsker, der ikke blot taler om problemerne knyttet til fysisk handicap, men også gør noget for at skaffe os mere og bedre viden, så vi i fællesskab kan gøre vilkårene bedre for de mennesker, der bliver ramt af det, der i gamle dage hed at være vanfør – et sært ord nu om stunder, men dog stadig en del af vores navn.
Peter Uldall, må jeg havde fornøjelsen at overrække dig årets forskerpris fra Vanførefonden. Du har om nogen fortjent den.
Til lykke med prisen
Gunnar Schiøler
Til toppen
