Vanførefonden indstiftede i 1994 ”Forskerprisen”. Prisen er på 100.000 kr., og den overrækkes modtageren ved fondens årsmøde. Fonden uddeler prisen til en forsker, som gennem sin forskning bidrager til at begrænse forekomsten af fysiske handicap på grund af sygdom, medfødte lidelser eller tilskadekomst.
Prisen er dog ikke knyttet til bestemte fag eller forskningsområder og kan derfor gives til forskere, som øger samfundets erkendelse af konsekvenserne af fysisk handicap.
Vanførefonden anmoder hvert år landets universiteter og forskningsinstitutioner om indstillinger til prisen.
Gunnar Schiøler fra Vanførefonden havde atter den store glæde at uddele forskerprisen og sagde bl.a.:
Der er noget betryggende, men også lidt spændende ved ting, der vender tilbage år efter år. Bliver det lige så godt, som det plejer? Det bliver altid forår på denne tid – det står ikke skrevet nogen steder, at det skal være sådan, men det er bare sådan. Evigt livsbekræftende. Det er også på denne tid Vanførefonden holder sit traditionsrige årsmøde, det står til gengæld skrevet i vedtægterne, at det skal være sådan.
Blandt traditionerne er - nu på 16. år - uddelingen af vores forskerpris. Det står også skrevet, at det skal være sådan, og det er også livsbekræftende. Livsbekræftende, fordi det hvert år er godt at se, at der foregår så megen kvalificeret forskning, der kan bidrage til, at medborgere med fysiske handicap kan få reduceret de begrænsninger, der følger med handicap af alle arter.
Livsbekræftende er det også at se, at forskningen beskæftiger sig med opgaver, der går langt ud over en mere eller mindre vellykket afhjælpning af de legemlige skavanker, men ser på hele mennesker og de mange forskellige forhold, der bestemmer, om en person kan leve et godt liv.
Vi har set det i mange af de indstillinger, vi har fået i årenes løb, og årets prismodtager er et fornemt eksempel på denne forskning i en meget vanskeligt stillet handicapgruppes problemer og behov.
Den gruppe af handicappede, det drejer sig om, er børn med cerebral parese, som ofte rammes på deres evne til at frit bevæge sig rundt samt deres evne til at tale, hvilket giver problemer med hensyn til kommunikation. Skrivning og betjening af kommunikationsapparater lige fra kuglepenne til elektroniske vidundere kan være så besværligt, at det forstørrer følgerne af grundårsagen til at synes helt uoverstigelige.
Vi har i år valgt at give forskerprisen til en forsker, der arbejder i det komplicerede krydsfelt mellem motoriske, psykologiske og neurobiologiske problemstillinger. Denne forsker er ekstern lektor, cand. psych., ph.d. Louise Bøttcher fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, og desuden projektansat ved Geelsgårdskolen, hvor hendes forskningsprojekt samler sig om skolens elever, der alle har svære fysiske handicap, og hvor en stor udfordring er medinddragelsen af børnenes perspektiv på trods af, at mange af dem mangler sprog.
Kære Louise Bøttcher
Når man sidder med bunken af indstillinger til forskerprisen, er der altid nogle, der fanger interessen med det samme, som så at sige slår flere gnister end de andre. I år stod der Louise Bøttcher på den indstilling, der straks begejstrede mig. Ikke fordi at vi her havde fat i en indstilling af en ældre garvet forsker med en lang akademisk karriere bag sig. Slet ikke. Man kan tværtimod tillade sig at sige, at du som udgangspunkt for en prisuddeling nok lå i et kritisk ungt felt af universitetets forskerstab.
Men det område, du beskæftiger dig med, er set gennem vores briller så væsentligt, og det du allerede har præsteret, er så godt og så kvalificeret gennemført, at man kun kan bøje sig i respekt for den målbevidste forsker, du rummer. Det er glimrende sagt i et afsnit af dekanens indstilling som siger:
”(hendes) faglige erfaring, teoretisk såvel som praktisk … har været et stabilt grundlag for hendes studier og arbejde inden for det neurofysiologiske område, men hvad der har været specielt for Louise er, at hun ikke er standset her, men har villet give et teoretisk grundlag for at skubbe de neurobiologiske grænser, som cerebral parese giver børn i deres udviklingsforløb. Hun har ligeledes i sin udforskning af børn med cerebral parese og deres udvikling formået at medinddrage de engagementer, børn måtte have, under de specielle forhold, som cerebral pareses neurobiologiske grænser giver. Barnets engagement og motiver har Louise set som centrale i sit arbejde for at formulere pædagogiske strategier til at støtte børns udvikling”.
Det er en god beskrivelse af din tilgang til din samfundsvidenskabelige forskning, og dekanen – og vi - er jo ikke ene om, at synes din forskning fortjener opmærksomhed og påskønnelse. Du har ved siden af forskningsarbejdet kunne bringe dine resultater ud over rampen – ikke bare her i landet, men også i internationale fagkredse både som forfatter, underviser og aktiv konferencedeltager.
Der er også en anden dimension i din virksomhed, som skal nævnes her. God forskning og vigtige forskningsresultater er altid væsentlige, men det hele kan risikere at blive spærret inde i det berømte elfenbenstårn, hvis det ikke kan omsættes og viderebringes til brug ude i det praktiske liv hos de mennesker, det berører. Den opgave formår du også at løfte både i din undervisning og i dine bøger. At du gør det rigtig godt fremgår klart af din publikationsliste, men vel mest tydeligt af den kendsgerning, at du sammen med en kollega har fået den samfundsvidenskabelige lærebogspris for bogen: ”Psykologi relateret til mennesker med handicap”.
Jeg synes, alt dette er meget flot og imponerende, og du har dermed gjort det let for os i priskomiteen at enes om, hvem der skulle have årets forskerpris. Og så blev det i år på betryggende måde ligeså godt, som det plejer.
Til lykke med prisen.
