Vanførefonden indstiftede i 1994 ”Opmuntringsprisen”, der er på 25.000 kr., og som overrækkes modtageren på årsmødet. Prisen uddeles til en person, som har gjort en uegennyttig og bemærkelsesværdig indsats for at lette dagligdagen for fysisk handicappede. Formanden for Vanførefonden Pia Gjellerup begrundede årets valg således:
Årets opmuntringsprismodtager er ergoterapeut og journalist Karin Bendixen. Karin Bendixen har i hele sit faglige virke arbejdet med forskellige problemstillinger vedrørende mennesker med funktionsnedsættelse.
Som ergoterapeut har hun på Århus Amtssygehus gennem nogle år stået for optræning af patienter med reumatologiske, kirurgiske, medicinske og neurologiske lidelser.
Hendes interesse for formidling og kommunikation betød, at hun hurtigt valgte journalistikken og begyndte at tage emner op om sociale forhold og tilgængelighed.
Senere har Karin Bendixen virket som kommunikationschef ved det tidligere Dansk Center for Tilgængelighed og har her igennem blandt meget andet været projektleder af Kulturministeriets konkurrence om Tilgængelighedsprisen samt været projektleder af By og Boligministeriets kampagne om tilgængelighed.
I år 2002 var Karin Bendixen initiativtager til oprettelse af det danske netværk Design for Alle.dk, hvor hun stadig er bestyrelsesformand.
Netværkets formål er at støtte og påvirke udviklingen indenfor ”Design for Alle” og tilgængelighed og motivere aktørerne til mere bevidst at inddrage hensynet til brugerne - herunder brugere med funktionsnedsættelse.
I 2004 etablerede Karin Bendixen sit eget firma Bexcom, der nationalt og internationalt tilbyder kommunikationsrådgivning, journalistik, research og brugerundersøgelser, hvor inddragelse af brugere med funktionsnedsættelse er central.
Om tilgængelighedsemnet har Karin Bendixen skrevet utallige artikler i forskellige danske og udenlandske fagblade, og hun har været redaktør af et dansk, et nordisk og europæisk magasin om Design for Alle.
Det er bl.a. Karins Bendixens holdning, at hverdagens almindelige produkter skal være anvendelige for en langt større målgruppe. Der er for mange deciderede hjælpemidler. Design og æstetik skal have lige så stor betydning som funktionaliteten, så bliver det mere naturligt og værdigt, og hun påpeger vigtigheden af, at brugerne bliver inddraget systematisk i processen ved udvikling af produkter og ved planlægning af arkitektur og de fysiske omgivelser.
Som om alt dette ikke var nok, har hun også været konsulent på flere ”Tilgængelighedspolitikker” bl.a. for Danske Designere og Arkitektskolen i Aarhus i forbindelse med udarbejdelsen af skolens tilgængelighedspolitik, og hun har været idéudvikler og konsulent på Dansk Arkitektur Centers webbaserede eksempelsamling om tilgængelighed målrettet til arkitekter, arkitektstuderende og bygherrer.
Som jeg nævnte tidligere, har Karin Bendixen i hele sit faglige virke arbejdet med forskellige problemstillinger vedrørende mennesker med funktionsnedsættelser, og hendes mange foredrag om tilgængelighed er altid meget tankevækkende, hun skærper tilhørernes opmærksomhed, er utrolig inspirerende, bl.a. fordi hun har øje for de små detaljers store betydning for, om handicappede ved egen hjælp kan færdes i boligen, i byen og dens huse.
Det skal da også nævnes, at Karin Bendixen er stud. public, idet hun er ved at færdiggøre en kandidatuddannelse i journalistik med speciale i sociologi, og specialet kommer, naturligvis - vil jeg næsten sige – til at handle om handicappolitik.
Karin Bendixen er blevet indstillet som modtager til dette års Opmuntringspris af Arkitekt Poul Østergaard, der i mange år virkede fra Arkitektskolen i Aarhus.
Poul Østergaard – der desværre ikke kan være her i dag på grund af sygdom – var i øvrigt den første modtager af Vanførefondens Forskerpris, da den blev stiftet i 1994, han fik prisen for ”en enestående indsats for udryddelse af eller formindskelse af de barrierer, den handicappede kan møde i sin dagligdag”.
Indstillingen af Karin Bendixen, er baseret på et mangeårigt samarbejde om tilgængelighed, og vi er ikke i tvivl om, at du er en værdig modtager af Vanførefondens Opmuntringspris. Tillykke med prisen.