I 1949 var Viggo Kampmann – kommende hypotekbankdirektør, finansminister og statsminister – på rejse med finansudvalget til Færøerne. På skibet faldt han og knuste hælen på højre fod. Den voksede dårligt sammen, og han blev nødt til efter et stykke tid at lade sig operere. Fodledet blev delvis stift, og han var derefter 15 % invalid. Og som han lakonisk skrev i sin erindringsbog "Mit Forhenværende Liv – i glimt": "det gjorde ikke min gang kønnere". I gipsstuen på ortopædisk hospital fik han indblik i en verden, som var ham ganske fremmed. Og da Frederik Knudsen, formanden for Landsforeningen af Vanføre (LAV) og professor Niels Lindberg en dag inviterede ham ud til Frederiks Knudsens bogbindervirksomhed i Bredgade og spurgte ham, om han ikke ville være med til at stifte Landsforeningen af Vanføres Boligselskab, så sagde han straks ja. Det var i 1953 og Viggo Kampmann var hypotekbankdirektør og havde – ifølge eget udsagn – masser af tid!
Vanførefonden startede som et privat initiativ. En række organisationsfolk fra Landsforeningen af Vanføre fandt det hensigtsmæssigt at oprette en fond for på den måde at skaffe penge til at føre en lang række projekter ud i livet.
Det stod nemlig sløjt til for de vanføre i 50erne. Mange var isolerede og ensomme i boliger, de kun med stort besvær kunne forlade. Yngre handicappede boede på flersengs-stuer med ældre gamle på plejehjem. De fysisk handicappede var ofte arbejdsløse, selvom de havde lyst til at bidrage med deres evner og talent til samfundsudviklingen og leve et så normalt liv som muligt med familie, venner og rejser.
Topfolk i Landsforeningen af Vanføre var så heldige at have god kontakt til daværende finansminister Viggo Kampmann, som var parat til at gå ind i arbejdet som formand for en sådan fond. Et andet lige så bemærkelsesværdigt held var, at mange energiske mænd og kvinder fra mange samfundsgrupper har været villige til at deltage i Vanførefondens arbejde på forskellige niveauer og på den måde skabt både interesse og goodwill i pressen og andre steder over for Vanførefondens arbejde. Et tredje held var, at der langsomt men sikkert kom en velstandsudvikling i landet. Befolkningen blev villige til via skatterne at sørge for, at de handicappede fik forbedret deres levevilkår betydeligt. Integration af vanføre ændrede sig fra at være en smuk tanke til en realitet.
En del af Vanførefondens historie omhandler derfor, hvordan denne integration kom i stand. Holdninger og eventuelle fordomme over for fysisk handicappede skulle bearbejdes på en positiv måde med det gode eksempels magt.
Fondsstifteren Viggo Kampmann og efterfølgerne Hilmar Baunsgaard og Erling Jensen har ofte understreget, at det ikke er meningen, at fonden skal tjene et stats finansielt formål. Den skal netop yde støtte i de tilfælde, hvor det offentlige ikke gør det. Dette har hele tiden været og vil forsat være ledetråden i fondens arbejde.
------------------
Teksten stammer fra bogen Vanførefonden 1955-1995, som blev udgivet i anledningen af Vanførefondens 40 års jubilæum i 1995.
Til toppen
